public sphere

Forbudte følelser?

Utøya. Foto: Paal Sørensen 2011

Jeg har jo, som de fleste andre i Norge, tænkt og følt meget siden begivenhederne i Oslo og på Utøya 22. juli. Jeg har følt specielt på fraværet af vrede og had  i den officielle bearbejdelse af sorgen og traumet ABB er årsagen til. Det slog mig allerede efter de første dage som en slags forvirring: Hvorfor er det ikke tilladt at hade nu? Netop nu. (og jeg ved at mange vil sige “netop IKKE nu”). Hvis ikke nu, hvornår så? Og er et samfund som ikke rummer vrede og had troværdigt, eller jeg var lige ved at sige, bærekraftigt? Alle de unge liv der er taget – og så taler ingen om had. Jeg blev forvirret fordi der ikke var samsvar mellem det jeg følte omkring begivenhederne og det der deltes i offentligheden. Har ABB virkelig vundet hvis jeg siger at jeg HADER det han har gjort? Skillet går vel her mellem at hade en handling eller en person, og det vigtige er hvordan man forholder sig til sin følelse, og allervigtigst er det hvordan man handler. Hilde Sandvik nævnte faktisk dette med ‘de vanskelige følelser’ i en kronik i BT her forleden:  “På utsida av samhaldet er gjerne også dei som no er fulle av raseri mot mannen som har tatt så mange liv, som kjenner seg fredlause i eit hat det offisielt ikkje er lov til å ha.” (“Vi som slår sprekker”, BT 2/8-2011). Jeg har nu ikke følt mig udenfor, ikke mere end jeg plejer, men dog følt at noget mangler.  Og Gro Harlem Brundtland taler om vrede idag, til Aftenposten: “Jeg mener at sinne hører hjemme i en normal sorgreaksjon. Det er noe av det man har lov til å føle. Fortvilelsen og sorgen og sinnet er en del av det vi mennesker selv opplever når noe slikt skjer. Da kan vi ikke late som om det ikke er der.”

Der kan ligge meget kærlighed og omtanke i at våge at udtrykke et had eller stor vrede, i at anerkende og tillade det. Og der kan ligge udelukkelse, og til og med selvforherligelse, i at fornægte (eller hade…) sit eget eller andres had. Her skal det lige siges at jeg ikke tvivler på de som ikke føler had og vrede i denne sammenhæng, og jeg er, som mange andre, stolt over den plads ‘åbenhed, sammenhold og mere demokrati’ har fået i offentligheden her i tiden efter. Jeg er ikke imod noget her, men ønsker et tillæg. I nogle tilfælde har mediedækningens og den officielle sorgproces’ fokus på den ‘gode side’ af følelsesspekteret, og fraværet af vrede, føltes hul og ikke helt i synk med hvad de direkte berørte og samfundet som helhed faktisk blev udsat for. Her må alle følelser være tilladt. Hvis ikke nu, hvornår så?

Lidt om den danske valgkamp på web’en.

“En undersøgelse, foretaget af Handelshøjskolen i København, viser […], at valgkampen denne gang for alvor er rykket ud i cyberspace.

Anders har flere ‘venner’ end Helle

Blogs, podcasts, YouTube, MySpace, LinkedIn og Facebook. Partierne og kandidaterne har i langt højere grad end tidligere benyttet internettet og moderne, digitale mediekanaler til at komme i kontakt med vælgerne.

En lang række toppolitikere har eksmpelvis oprettet profiler på Facebook og Myspace, hvor de har kunnet ‘konkurrere’ på antallet af digitale venner.

Statsminister Anders Fogh Rasmusen (V) har eksempelvis godt 3.800 ‘venner’ på Facebook, mens Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidts digitale bekendtskabskreds er næsten lige så stor med godt 3.700 ‘venner’.

Handelshøjskolens undersøgelse viser dog samtidig, at den digitale bølge ikke er skyllet over partierne i lige så stort omfang. Enhedslisten bliver bl.a. nævnt som et parti, hvis valgkamp i mindre grad er foregået online.” (Elisabeth Arnsdorf Haslund, http://www.berlingske.dk/article/20071113/valg/71113195/, Tirsdag den 13. november 2007, 17:03)