Film og TV

Nim Chimpsky

Jeg så for nylig en særdeles interessant dokumentarfilm, “Project Nim (Dokumania: Chimpanse-eksperimentet. DR2 3. NOV. 2015 KL. 20:45). Den var helt frygtelig at se, for i filmen ser vi et eksempel på uetisk forskning på dyr, det dyret udsættes for må karakteriseres som psykisk mishandling. Det var simpelthen hjerteskærende at se på, særligt fordi der er tale om forsøg med en højtstående primat, en menneskeabe. Filmen viser hvordan vi både formår og så alligevel ikke formår at respektere højere bevidsthed hos dyr.

“Project Nim” handler om chimpansen Nim og det han blev udsat for i løbet sit liv med mennesker. Der var mange mennesker omkring ham, der ikke ville ham noget ondt, men alligevel blev alt så frygtelig forkert. Det var ekstremt smertefuldt at se på, hvordan han blev udsat for grov omsorgssvigt.

Nim blev gjort tam som led i et psykologisk forsøg, han voksede op hos en familie og blev fra lille stærkt tilknyttet bestemte mennesker, som man så tog fra ham, da forsøget han deltog i blev afsluttet. NIMs “menneskefamilie” oplevede det til at begynde med som let og naturligt at inkludere NIM i familien:  “He was just included in the family” (citat på  http://www.npr.org/2011/07/20/138467156/project-nim-a-chimps-very-human-very-sad-life).  Problemerne opstår selvfølgelig når NIM bliver stor og kønsmoden, og det er da klart, at han ikke kunne blive boende i en familie med børn. At placere en abeunge i en menneskefamilie er et uetisk projekt i udgangspunktet, og specielt hvis man ikke har en forsvarlig plan for abens senere livsløb.

Man må formode at mennesker omkring Nim handlede mod bedre vidende, når de brød hans tætte bånd til  ‘menneskeforældrene’ og fjernede ham fra hjemmet han var vant til, uden at følge op ift hans trivsel. De har jo fulgt ham tæt som forsøgsdyr og oplevet hans kommunikative evner og følelsesmæssige tilknytning til mennesker (som den forskningsmæssige dokumentationen af hans liv jo viser). Nim blev udsat for det ene følelsesmæssige svigt efter det andet, meget fordi menneskerne omkring ham pendulerede mellem at behande ham som et dyr med menneskelignende følelsesliv og dermed også lignende følelsesmæssige behov – og så “bare” et forsøgsdyr, som man kan kassere. Præmisset i forsøget om at se og behandle aben som menneskelignende forlades, når man har fået gjort sine observationer. De involverede forskere havde fine karrierer delvist baseret på deres iagttagelser af NIM. Men de sørgede ikke for at han fik et værdigt liv. Tværtimod, de forlod ham bare, som om han var affald. På trods af den viden de sad inde med, på trods af at de havde givet ham et tegnsprog og udviklet andre kognitive færdigheder hos ham. På trods af, at de så hvordan han udviklede sig sammen med mennesker og på trods af at han kun kendte mennesker. Det er noget af det værste jeg ved, fordi vi som mennesker netop har et særligt ansvar for at reagere ud fra den viden og bevidsthed vi har.

Frit oversat fra “Nim_Chimpsky” på wikipedia:

Da Terrace afsluttede eksperimentet blev Nim ført tilbage til Institute for Primate Studies i Oklahoma, hvor han havde problemer med at tilpasse sig efter at være trænet til at leve som et menneskebarn i de første ti år af sit liv. Da Terrace aflagde NIM sit eneste besøg på Institute of Primate Studies, efter et år, kom NIM løbende straks han så ham, synligt rystende af ophidselse og begejstring. NIM begyndte også straks at bruge tegnsproget han havde lært overfor Terrace. Efter at se Terasse gå igen (for aldrig at komme tilbage), gik NIM ind i en depressiv tilstand. (…)

Instituttet solgte senere Nim til Laboratory for Experimental Medicine and Surgery in Primates (LEMSIP), et farmaseutisk dyreforsøgs-laboratorium. Her blev NIM brugt i injektionsforsøg under bedøvelse. Medicinske medarbejdere dokumenterede tegn som Nim viste dem, blandt dem var tegnene for “kram” og “leg”. Efter flere forsøg på at befri Nim fra dyreforsøgene blev Nim købt af Black Beauty Ranch der  The Fund for Animals, the group led by Cleveland Amory, Selvom Nims livskvalitet blev bedre på Black Beauty Ranch, levede han mest i isolation i et bur og han begyndte udvise agressiv adfærd. Hans opførsel og velbefindende blev bedre, da han efter ca. et årti fik selskab af andre aber, flere af dem også fra LEMSIP, i sit bur på Black Beauty Ranch. Nim blev ved med at bruge det tegnsprog han havde lært flere tiår før hver gang en tidligere træner fra Institute for Primate Studies kom og besøgte ham.(https://en.wikipedia.org/wiki/Nim_Chimpsky#Retirement_and_death, link set nov. 2015)

I filmen Project Nim ser vi Nims ivrige begejstring første gang han får besøg fra sin gamle verden og tror at han skal reddes – og hans åbenlyse sorg, da han forlades igen er næsten ubærlig. Den ledende psykolog bruger begivenheden til at markedsføre sig selv (får situationen filmet, men viser absolut ingen indføling i forhold til dyrets situation). Filmen viser også hvordan Nim faktisk angriber sin tidligere ‘menneskemor’, da hun efter mange år kommer og besøger ham. Og som mennsker kan vi forstå den psykologiske mekanisme, vi kan forstå hvorfor det sker. Det ekstra-frygtelige er, at han forstod, at han blev svigtet. Han blev såret dybt og reagerer i forhold til det. Og så lader man som om man ikke kan aflæse hans følelser, selv efter alt det man har gjort sammen med ham… Det er det der gør filmen svær at se og forsøget meget uetisk.

Hm, håber at det er blevet bedre mht dyreetikken i dagens forskning. Hvordan behandler vi dem, der ikke kan forsvare sig mod os?

Synstolkning af film

I både Danmark og Norge sker der nu ting når det gælder synstolkning – et fremskridt når det gælder at opfylde ambitionerne om at tilrettelægge for universell utforming / Universelt design i samfundet. Synstolkning er også et eksempel på at man kan satse på universelt design og øge tilgængeligheden (i denne sammenhæng films tilgængelighed) uden at det nødvendigvis behøver at være dyrt. I Norge udgives filmen “Tatt av Kvinnen”, instrueret af Petter Næss, på dvd i begyndelsen af 2008 med synstolkning og i Danmark var det Søren Vinterbergs film “En mand vender hjem” der markerede premieren på synstolkning i biograferne da den blev vist 31. oktober på Cinemateket i København hvor synstolkningsteknologi nu er installeret. Nimbus Film i Danmark og MediaLT i Norge har med dette bidraget til at blinde og svagtsynede kan opleve film på en mere komplet måde end hvis man bare må forholde sig til lydsporet i filmen. Et lille aber Dabei: Nimbus Film bør overveje at tilbyde os brugere en html-version af sine flash-baserede websider hvis de vil gøre dem tilgængelige for blinde og svagtsynede der surfer tekstbaseret på weben…

Andre lænker:
Om accessibility på Wikipedia

Opdagteret i marts 2018 med billede: Screenshot fra artikel “Danske film for alle”, Det danske filminstitut, d.  af Anders Budtz-Jørgensen.