Naturhistorie og naturvidenskab

En lille perle af et dioramamuseum

Biologisk museum i Turku i Finland er en rigtig lille perle. Her er et par billeder af det gamle museum, hvor dioramaerne har usædvanlig høj kunstnerisk kvalitet:

 

Organdemonstration på Experimentariet i København

Besøg på Experimentarium i København d. 30. marts 2016. Her vises fascinerende og lidt morbide fysiologiske demonstrationer der er populære blandt publikum. Man har for eksempel mulighed for at se forskellen på lunger der er tømt for luft og fulde af luft.

  1. Et lille rør stikkes ind i et sæt lunger.

 

 

 

 

 

 

2. Lungerne pustes op.

 

 

 

 

 

 

3. Voila, fuld volumen.

Nim Chimpsky

Jeg så for nylig en særdeles interessant dokumentarfilm, “Project Nim (Dokumania: Chimpanse-eksperimentet. DR2 3. NOV. 2015 KL. 20:45). Den var helt frygtelig at se, for i filmen ser vi et eksempel på uetisk forskning på dyr, det dyret udsættes for må karakteriseres som psykisk mishandling. Det var simpelthen hjerteskærende at se på, særligt fordi der er tale om forsøg med en højtstående primat, en menneskeabe. Filmen viser hvordan vi både formår og så alligevel ikke formår at respektere højere bevidsthed hos dyr.

“Project Nim” handler om chimpansen Nim og det han blev udsat for i løbet sit liv med mennesker. Der var mange mennesker omkring ham, der ikke ville ham noget ondt, men alligevel blev alt så frygtelig forkert. Det var ekstremt smertefuldt at se på, hvordan han blev udsat for grov omsorgssvigt.

Nim blev gjort tam som led i et psykologisk forsøg, han voksede op hos en familie og blev fra lille stærkt tilknyttet bestemte mennesker, som man så tog fra ham, da forsøget han deltog i blev afsluttet. NIMs “menneskefamilie” oplevede det til at begynde med som let og naturligt at inkludere NIM i familien:  “He was just included in the family” (citat på  http://www.npr.org/2011/07/20/138467156/project-nim-a-chimps-very-human-very-sad-life).  Problemerne opstår selvfølgelig når NIM bliver stor og kønsmoden, og det er da klart, at han ikke kunne blive boende i en familie med børn. At placere en abeunge i en menneskefamilie er et uetisk projekt i udgangspunktet, og specielt hvis man ikke har en forsvarlig plan for abens senere livsløb.

Man må formode at mennesker omkring Nim handlede mod bedre vidende, når de brød hans tætte bånd til  ‘menneskeforældrene’ og fjernede ham fra hjemmet han var vant til, uden at følge op ift hans trivsel. De har jo fulgt ham tæt som forsøgsdyr og oplevet hans kommunikative evner og følelsesmæssige tilknytning til mennesker (som den forskningsmæssige dokumentationen af hans liv jo viser). Nim blev udsat for det ene følelsesmæssige svigt efter det andet, meget fordi menneskerne omkring ham pendulerede mellem at behande ham som et dyr med menneskelignende følelsesliv og dermed også lignende følelsesmæssige behov – og så “bare” et forsøgsdyr, som man kan kassere. Præmisset i forsøget om at se og behandle aben som menneskelignende forlades, når man har fået gjort sine observationer. De involverede forskere havde fine karrierer delvist baseret på deres iagttagelser af NIM. Men de sørgede ikke for at han fik et værdigt liv. Tværtimod, de forlod ham bare, som om han var affald. På trods af den viden de sad inde med, på trods af at de havde givet ham et tegnsprog og udviklet andre kognitive færdigheder hos ham. På trods af, at de så hvordan han udviklede sig sammen med mennesker og på trods af at han kun kendte mennesker. Det er noget af det værste jeg ved, fordi vi som mennesker netop har et særligt ansvar for at reagere ud fra den viden og bevidsthed vi har.

Frit oversat fra “Nim_Chimpsky” på wikipedia:

Da Terrace afsluttede eksperimentet blev Nim ført tilbage til Institute for Primate Studies i Oklahoma, hvor han havde problemer med at tilpasse sig efter at være trænet til at leve som et menneskebarn i de første ti år af sit liv. Da Terrace aflagde NIM sit eneste besøg på Institute of Primate Studies, efter et år, kom NIM løbende straks han så ham, synligt rystende af ophidselse og begejstring. NIM begyndte også straks at bruge tegnsproget han havde lært overfor Terrace. Efter at se Terasse gå igen (for aldrig at komme tilbage), gik NIM ind i en depressiv tilstand. (…)

Instituttet solgte senere Nim til Laboratory for Experimental Medicine and Surgery in Primates (LEMSIP), et farmaseutisk dyreforsøgs-laboratorium. Her blev NIM brugt i injektionsforsøg under bedøvelse. Medicinske medarbejdere dokumenterede tegn som Nim viste dem, blandt dem var tegnene for “kram” og “leg”. Efter flere forsøg på at befri Nim fra dyreforsøgene blev Nim købt af Black Beauty Ranch der  The Fund for Animals, the group led by Cleveland Amory, Selvom Nims livskvalitet blev bedre på Black Beauty Ranch, levede han mest i isolation i et bur og han begyndte udvise agressiv adfærd. Hans opførsel og velbefindende blev bedre, da han efter ca. et årti fik selskab af andre aber, flere af dem også fra LEMSIP, i sit bur på Black Beauty Ranch. Nim blev ved med at bruge det tegnsprog han havde lært flere tiår før hver gang en tidligere træner fra Institute for Primate Studies kom og besøgte ham.(https://en.wikipedia.org/wiki/Nim_Chimpsky#Retirement_and_death, link set nov. 2015)

I filmen Project Nim ser vi Nims ivrige begejstring første gang han får besøg fra sin gamle verden og tror at han skal reddes – og hans åbenlyse sorg, da han forlades igen er næsten ubærlig. Den ledende psykolog bruger begivenheden til at markedsføre sig selv (får situationen filmet, men viser absolut ingen indføling i forhold til dyrets situation). Filmen viser også hvordan Nim faktisk angriber sin tidligere ‘menneskemor’, da hun efter mange år kommer og besøger ham. Og som mennsker kan vi forstå den psykologiske mekanisme, vi kan forstå hvorfor det sker. Det ekstra-frygtelige er, at han forstod, at han blev svigtet. Han blev såret dybt og reagerer i forhold til det. Og så lader man som om man ikke kan aflæse hans følelser, selv efter alt det man har gjort sammen med ham… Det er det der gør filmen svær at se og forsøget meget uetisk.

Hm, håber at det er blevet bedre mht dyreetikken i dagens forskning. Hvordan behandler vi dem, der ikke kan forsvare sig mod os?

Richard Lane om naturhistoriske museer

Se interessant videomateriale på http://snm.ku.dk/ i forbindelse med planlægningen (se idekonkurrencen) og bygningen af det nye naturhistoriske museum i København. Her fortæller Richard Lane om naturhistoriske museer som “summaries of the diversity of nature” og om “science as a major driving force” (mere end de fleste tænker over) i samfundet.

Med og uden fjer på zoologisk museum (2006)

Jeg har lastet endnu et par billeder fra Zoologisk Museum i København op på Flickr. De er fra særudstillingen Fjer som jeg besøgte i april 2006, men som stadig findes på museet. Som teksten om udstillingen som findes på museets websider foregriber har udstillingen både naturhistoriske og kulturhistoriske vinklinger på sit emne:

“FJER

Indtil for 10 år siden troede man, at fugle var de eneste dyr med fjer. Men et særligt fund i Kina – en dinosaur med fjer – gjorde det klart, at fjeren kom før fuglen. Siden er flere fossiler af fjerklædte dinosaurer dukket op. Fundet har pustet nyt liv i diskussionen om fjers oprindelse og slægtskabet mellem fugle og dinosaurer.

På Zoologisk Museums udstilling vises nu for første gang i Danmark både fossiler, skeletter og rekonstruktioner af nogle af disse epokegørende fund.

Dinosaurerne indgår i en fascinerende fortælling om fjerenes mangfoldighed – en fortælling der rummer både hatte og hættemåger, kjoler og kjover.

Til udstillingen er lavet en flot katalog, som kan købes i museumsbutikken. ”

 

Her er billeder af en titte-boks installation, hvor man kan studere et skifte mellem uglekrop med og uden fjerdragt:

The exhibition "Feather" Owl-installation
Drengen styrer installationen med knappen der dirigerer lys-skiftet.
The exhibition "Feather" Owl-installation 1
Ugle uden fjer.

 

 

 

 

 

 

 

The exhibition "Feather" Owl-installation 2

 

 

 

 

 

 

The exhibition "Feather" Owl-installation 3
Ugle med fjer.

Zoologisk Museum i København, billed-dokumentation.

I min masteropgave (fra begyndelsen af dette århundrede…) lavede jeg blandt andet en større sammenlignende analyse af formidlingsstrategier i henholdsvis Zoologisk Museum i København og Bergen Museum, Naturhistorisk avdeling (Norge). Jeg havde fokus på udstillingsdesign og tog video af udstillingerne. Jeg har lagt et par eksempler på dokumentationen af interaktionsdesign og diorama-design på Zoologisk Museum i København på Flickr.

Her er et godt eksempel på et fysisk interface i en udstillingen”Fra pol til pol” som er både tydelig, enkel og sjov:

Interaction design - find the right poo-installation, no 1
"Hvem er drøvtygger? Læs teksten og se på ekskrementerne"
Interaction design - find the right poo-installation, no 3
"Tryk! Hvis svaret er rigtigt lyser dyret op"

Dette er en gammel installation som jeg faktisk husker fra jeg selv var barn i 70’erne, så jeg synes man må sige at den har holdt sig godt. Den var stadig aktuel og populær i 2000 og så vidt jeg ved er den der stadig den dag idag.

Ulrich Beck om risikosamfundet og videnskabelig rationalitet

Citatet er fra en tekst fra 1986 og Beck skriver i lyset – eller skyggen – af den kolde krig og truslen fra atombomben. Det hjælper at have dette i baghovedet når man læser hele teksten selvom de fleste af eksemplerne fra 80’erne stadig er højst aktuelle. Risikosamfundet er en aktuel beskrivelse af dagens samfund.

”Vitenskapens rasjonalitetskrav om en objektiv undersøkelse av hvor risikable risikoene er, undergraver vedvarende seg selv: For det ene bygger risikovurderinger på et korthus av spekulative antakelser og beveger seg utelukkende indenfor rammene av sannsynlighetsutsagn som strengt tatt ikke engang kan gjendrives gjennom faktiske uhell. For det andre må man ha tatt et verdistandpunkt for overhodet å kunne snakke meningsfylt om risikoer. Risikovurderinger baseres på matematiske muligheter og samfunnsmessige interesser, og spesielt der hvor det dreier seg om teknisk sikkerhet. I håndteringen av sivilisasjonsrisikoer har vitenskapene alltid forlatt sitt fundament av eksperimentell logikk og inngått et polygamt ekteskap med økonomi, politikk og etikk (…). Denne skjulte, eksterne styringen av risikoforskningen blir fremfor alt et problem der hvor forskerne opptrer som om de fortsatt skulle ha monopol på rasjonalitet.”

(Ulrich Beck : “Risiko og Frihet” 1997:39 (ISBN: 82-7674-251-3),oversatt fra “Risikogesellschaft – Auf dem Weg in eine andere Moderne (1986))

Lidt om dioramaets kunst

Jeg har lavet lidt research på landskab og diorama idag. Ved søg på “landscape diorama” på Google landede jeg på websider med instruktioner om hvordan man/mænd kan lave miniaturelandskaber til legetøjssoldater, se http://www.wonderhowto.com/hobby-store/train-rocket-model-video/how-to-make-a-realistic-looking-landscape-diorama-157419/ eller http://www.stormthecastle.com/mainpages/dioramas/diorama_tutorial1.htm (nr. 2 og 3 søkeresultat). Jeg vidste ikke at det var en hobby-genre – det er selvfølgelig ikke nogen overraskelse at der bygges modeller af verden i alle afskygninger og leges med dem. Sådan set er der vel ikke så langt fra disse soldaterlandskaber til computerspil, historisk maleri og museernes dioramafremstillinger.

Det var først via et Google billede-søg på de samme ord at jeg kunne skille klinten fra hveden ved selvsyn og klikke mig ind på billeder af dioramaer som vi kender dem fra museerne hvor de har været direkte knyttet til museumsformidling gennem tiden, måske specielt den naturhistoriske. Jeg fandt således en fremstilling af en William Huff, se http://www.ucmp.berkeley.edu/about/history/williamhuff.php, som arbejdede med fremstillinger af istidens landskaber og dyr. Måske var det paleontologerne der først brugte denne fremstillingsform til formidling af svundne dyr og landskaber?

Naturangst; hvis ansvar?

Peter Wivel skrev i weekendavisens udgave 16.-22/2-1996 under overskriften “Naturangst” følgende:

“Den amerikanske professor [en i artiklen ikke-navngivet nobelprismodtager der var blevet interviewet på TV] advarede mod, hvad han opfattede som modebestemt fjendtlighed over for naturvidenskaberne. Miljøhysteriet har sat fysikere, kemikere, ingeniører og medicinere på anklagebænken. “Men det er ikke os, der skaber problemerne i miljøet, sagde han til sit forsvar. Vi skaber viden, forståelse, indsigt, oplysning. Vi gør verden klogere. Hvad den, verden, vil bruge disse videnskabelige erobringer til, ligger uden for videnskabsmandens ansvarsområde. Det er moralske og praktiske afgørelser, som vi alle som enkeltmennesker og samfundsborgere må træffe selv.”

Efter at have diskuteret mulige årsager til flugten fra de naturvidenskabelige uddannelser i Danmark i 1996, set i lyset af et socialdemokratiske oplysnings- og moderniseringssprojekt, skriver Wivel afslutningsvis: “(…) Nu tilbeder man en ny naturkraft, miljøet, der påstås at sætte grænser for industrisamfundenes vækst. Stadig i samme storslåede forsøg på at tøjle det, der aldrig kan tøjles, gudskelov, nemlig menneskets utrolige opfindsomhed.

I den udstrækning der er miljøproblemer, er beskæftigelse med naturvidenskaberne den eneste løsning på dem. Angsten for det moderne er taberens parti.”

Jeg behøver vel ikke at sige at jeg er ganske uenig i at der er et miljøhysteri igang. Det er faktisk på sin plads at råbe op for at beskytte naturen og DER ER en grænse for industrisamfundets vækst. Men det er en vigtig pointe at i den grad der eksisterer en fjendtlighed overfor videnskab, så er det meget uheldigt. Men den ser jeg mere andre steder end i miljøforkæmpernes lejr, vi har fx klimafornægtere…Hm, det er faktisk vanskeligt at overdrive miljøproblemerne, men vi er altså enige om at vi mere end nogen gang, har brug for videnskaben, fx. i arbejdet for at beskytte miljø og bekæmpe global opvarmning.