“En konklusjon i kunnskapsgrunnlaget er at Norges forskningsråd bør gi større mulighet for brede problemstillinger og kreativitet. Kunnskapsgrunnlaget anbefaler å styrke den tverr- og transfaglige forskningen og nye forskningsmiljøer ikke minst fra samfunnsvitenskap og humaniora.”

Hm, tekstilkunst kan beskrives som en materiale-orientering hvor brug af tekstil i en eller anden form optræder i værket (it’s simple, Doctor Watson…). Det er mit indtryk at tekstilkunstnere for tiden ofte arbejder med tekstil i sammenhæng med andre medier eller som en del af en reflektion over ‘det sociale og politiske tekstil’. Kari Steighaug har i værket Etter Markedet taget udgangspunkt i Jean-François Millets maleri Kornplukkerne fra 1857 . Steihaug deltager, blandt ganske mange andre tekstilkunstnere, påHøstutstillingen i Oslo med dette værk og har der vundet FineArt/Kunstklubbens pris for ”et verk som utpeker seg på Høstutstillingen som nyskapende, i tråd med tiden eller som reflekterer spesielle hendelser”.

Tråd er  ‘i tråd med tiden’.

På kunstnerens hus er tekstilkunst altså stærkt repræsenteret i år – som lederen af den nationale jury Arne Revheim,  ifølge KUNSTforum (Nicolai Strøm-Olsen), også bemærkede i sin presentation af årets udstilling. Debatten i kommentarfeltet under Strøm-Olsens reflektion over udstillingen om hvorvidt udstillingen er kuratert eller ikke, samt monteringens/kontekstens føringer for publikums oplevelse af værkerne, er også interessant, men nu tilbage til tekstilkunsten: Her er et billede af Steighaugs installation som den fremstod da den var udstillet i Arendal og her er Steihaug med sin installation på Kunstnernes Hus. Installationen har et meget organisk præg, næsten ‘indvoldsk’ eller ‘afførisk’/'avførisk’ (for nu at tage det på begge sprog). Det brune, i tråd, nøster og tøjklumper, vælter ud af en strikket version af Kornplukkerne. Det fungerer som appropriation. De ufærdige strikketøj deltager i et billede af fortid, kvindeliv og hårdt arbejde, og sætter tanker igang om ikke så altfor fjerne livsvilkår og hvordan disse ser ud i samtidsversion (selvom alt er, åh, så forandret på de fleste måder) og giver mig samtidig associationer til en del af norsk selvforståelse der har nøjsomhed, sanking/indhøstning og håndens gerning som nøgleord – for her er nostalgien absolut til stede.

Billeder:

Steihaugs installation på Flickr

Nya möjligheter i datat som blir tillgängligt från eböcker skrevet af Anton Johansson (Amazons Kindlenetværk og Readmill).

Johansson nævner også denne gode artikkel: Bokcirkeln är död, länge leve cirkelboken af Anders Thoresson

E-books Gets Social skrevet af Karianne Stinson (online conversations og ‘book lending’)

Amazon Kindle Social Network Service is Alive and Kicking skrevet af Sovan Mandal

Utøya. Foto: Paal Sørensen 2011

Jeg har jo, som de fleste andre i Norge, tænkt og følt meget siden begivenhederne i Oslo og på Utøya 22. juli. Jeg har følt specielt på fraværet af vrede og had  i den officielle bearbejdelse af sorgen og traumet ABB er årsagen til. Det slog mig allerede efter de første dage som en slags forvirring: Hvorfor er det ikke tilladt at hade nu? Netop nu. (og jeg ved at mange vil sige “netop IKKE nu”). Hvis ikke nu, hvornår så? Og er et samfund som ikke rummer vrede og had troværdigt, eller jeg var lige ved at sige, bærekraftigt? Alle de unge liv der er taget – og så taler ingen om had. Jeg blev forvirret fordi der ikke var samsvar mellem det jeg følte omkring begivenhederne og det der deltes i offentligheden. Har ABB virkelig vundet hvis jeg siger at jeg HADER det han har gjort? Skillet går vel her mellem at hade en handling eller en person, og det vigtige er hvordan man forholder sig til sin følelse, og allervigtigst er det hvordan man handler. Hilde Sandvik nævnte faktisk dette med ‘de vanskelige følelser’ i en kronik i BT her forleden:  “På utsida av samhaldet er gjerne også dei som no er fulle av raseri mot mannen som har tatt så mange liv, som kjenner seg fredlause i eit hat det offisielt ikkje er lov til å ha.” (“Vi som slår sprekker”, BT 2/8-2011). Jeg har nu ikke følt mig udenfor, ikke mere end jeg plejer, men dog følt at noget mangler.  Og Gro Harlem Brundtland taler om vrede idag, til Aftenposten: “Jeg mener at sinne hører hjemme i en normal sorgreaksjon. Det er noe av det man har lov til å føle. Fortvilelsen og sorgen og sinnet er en del av det vi mennesker selv opplever når noe slikt skjer. Da kan vi ikke late som om det ikke er der.”

Der kan ligge meget kærlighed og omtanke i at våge at udtrykke et had eller stor vrede, i at anerkende og tillade det. Og der kan ligge udelukkelse, og til og med selvforherligelse, i at fornægte (eller hade…) sit eget eller andres had. Her skal det lige siges at jeg ikke tvivler på de som ikke føler had og vrede i denne sammenhæng, og jeg er, som mange andre, stolt over den plads ‘åbenhed, sammenhold og mere demokrati’ har fået i offentligheden her i tiden efter. Jeg er ikke imod noget her, men ønsker et tillæg. I nogle tilfælde har mediedækningens og den officielle sorgproces’ fokus på den ‘gode side’ af følelsesspekteret, og fraværet af vrede, føltes hul og ikke helt i synk med hvad de direkte berørte og samfundet som helhed faktisk blev udsat for. Her må alle følelser være tilladt. Hvis ikke nu, hvornår så?

“Museum staff have often gone above and beyond to allow me to touch things others could not.  Unlocking cabinets and letting me go behind barriers.  Letting me touch their period costumes.  Talking to me about history, how artifacts were found, and more.  I am always so happy when things are made accessible for me. The fortress of Louisberg in Nova Scotia was particularly wonderful.  They allowed me to touch everything and took me around until I finally had to tell them that I just couldn’t absorb one more thing. “