Author Archives: nina

In Bergen bow corps march with the rainbow <3

In Bergen the Bow Corps are marching with the rainbow. (©stedsans.net 2016)

I took this photograph saturday 11th of june – before Orlando shooting. I was in Bergen and here they have a unique tradition called “buekorps”, Bow Corps, a sort of archery brigade for children, only with toy weapons of course, but real musical instruments :-) . I found it  refreshing that they were marching in the Pride Parade during Bergen Pride.

Nim Chimpsky

Jeg så for nylig en særdeles interessant dokumentarfilm, “Project Nim (Dokumania: Chimpanse-eksperimentet. DR2 3. NOV. 2015 KL. 20:45). Den var helt frygtelig at se, for i filmen ser vi et eksempel på uetisk forskning på dyr, det dyret udsættes for må karakteriseres som psykisk mishandling. Det var simpelthen hjerteskærende at se på, særligt fordi der er tale om forsøg med en højtstående primat, en menneskeabe. Filmen viser hvordan vi både formår og så alligevel ikke formår at respektere højere bevidsthed hos dyr.

“Project Nim” handler om chimpansen Nim og det han blev udsat for i løbet sit liv med mennesker. Der var mange mennesker omkring ham, der ikke ville ham noget ondt, men alligevel blev alt så frygtelig forkert. Det var ekstremt smertefuldt at se på, hvordan han blev udsat for grov omsorgssvigt.

Nim blev gjort tam som led i et psykologisk forsøg, han voksede op hos en familie og blev fra lille stærkt tilknyttet bestemte mennesker, som man så tog fra ham, da forsøget han deltog i blev afsluttet. NIMs “menneskefamilie” oplevede det til at begynde med som let og naturligt at inkludere NIM i familien:  “He was just included in the family” (citat på  http://www.npr.org/2011/07/20/138467156/project-nim-a-chimps-very-human-very-sad-life).  Problemerne opstår selvfølgelig når NIM bliver stor og kønsmoden, og det er da klart, at han ikke kunne blive boende i en familie med børn. At placere en abeunge i en menneskefamilie er et uetisk projekt i udgangspunktet, og specielt hvis man ikke har en forsvarlig plan for abens senere livsløb.

Man må formode at mennesker omkring Nim handlede mod bedre vidende, når de brød hans tætte bånd til  ‘menneskeforældrene’ og fjernede ham fra hjemmet han var vant til, uden at følge op ift hans trivsel. De har jo fulgt ham tæt som forsøgsdyr og oplevet hans kommunikative evner og følelsesmæssige tilknytning til mennesker (som den forskningsmæssige dokumentationen af hans liv jo viser). Nim blev udsat for det ene følelsesmæssige svigt efter det andet, meget fordi menneskerne omkring ham pendulerede mellem at behande ham som et dyr med menneskelignende følelsesliv og dermed også lignende følelsesmæssige behov – og så “bare” et forsøgsdyr, som man kan kassere. Præmisset i forsøget om at se og behandle aben som menneskelignende forlades, når man har fået gjort sine observationer. De involverede forskere havde fine karrierer delvist baseret på deres iagttagelser af NIM. Men de sørgede ikke for at han fik et værdigt liv. Tværtimod, de forlod ham bare, som om han var affald. På trods af den viden de sad inde med, på trods af at de havde givet ham et tegnsprog og udviklet andre kognitive færdigheder hos ham. På trods af, at de så hvordan han udviklede sig sammen med mennesker og på trods af at han kun kendte mennesker. Det er noget af det værste jeg ved, fordi vi som mennesker netop har et særligt ansvar for at reagere ud fra den viden og bevidsthed vi har.

Frit oversat fra “Nim_Chimpsky” på wikipedia:

Da Terrace afsluttede eksperimentet blev Nim ført tilbage til Institute for Primate Studies i Oklahoma, hvor han havde problemer med at tilpasse sig efter at være trænet til at leve som et menneskebarn i de første ti år af sit liv. Da Terrace aflagde NIM sit eneste besøg på Institute of Primate Studies, efter et år, kom NIM løbende straks han så ham, synligt rystende af ophidselse og begejstring. NIM begyndte også straks at bruge tegnsproget han havde lært overfor Terrace. Efter at se Terasse gå igen (for aldrig at komme tilbage), gik NIM ind i en depressiv tilstand. (…)

Instituttet solgte senere Nim til Laboratory for Experimental Medicine and Surgery in Primates (LEMSIP), et farmaseutisk dyreforsøgs-laboratorium. Her blev NIM brugt i injektionsforsøg under bedøvelse. Medicinske medarbejdere dokumenterede tegn som Nim viste dem, blandt dem var tegnene for “kram” og “leg”. Efter flere forsøg på at befri Nim fra dyreforsøgene blev Nim købt af Black Beauty Ranch der  The Fund for Animals, the group led by Cleveland Amory, Selvom Nims livskvalitet blev bedre på Black Beauty Ranch, levede han mest i isolation i et bur og han begyndte udvise agressiv adfærd. Hans opførsel og velbefindende blev bedre, da han efter ca. et årti fik selskab af andre aber, flere af dem også fra LEMSIP, i sit bur på Black Beauty Ranch. Nim blev ved med at bruge det tegnsprog han havde lært flere tiår før hver gang en tidligere træner fra Institute for Primate Studies kom og besøgte ham.(https://en.wikipedia.org/wiki/Nim_Chimpsky#Retirement_and_death, link set nov. 2015)

I filmen Project Nim ser vi Nims ivrige begejstring første gang han får besøg fra sin gamle verden og tror at han skal reddes – og hans åbenlyse sorg, da han forlades igen er næsten ubærlig. Den ledende psykolog bruger begivenheden til at markedsføre sig selv (får situationen filmet, men viser absolut ingen indføling i forhold til dyrets situation). Filmen viser også hvordan Nim faktisk angriber sin tidligere ‘menneskemor’, da hun efter mange år kommer og besøger ham. Og som mennsker kan vi forstå den psykologiske mekanisme, vi kan forstå hvorfor det sker. Det ekstra-frygtelige er, at han forstod, at han blev svigtet. Han blev såret dybt og reagerer i forhold til det. Og så lader man som om man ikke kan aflæse hans følelser, selv efter alt det man har gjort sammen med ham… Det er det der gør filmen svær at se og forsøget meget uetisk.

Hm, håber at det er blevet bedre mht dyreetikken i dagens forskning. Hvordan behandler vi dem, der ikke kan forsvare sig mod os?

Viktigt inititativ for videre klimaforskning

Workshop: Nye problemstillinger og miljøer inn i klimaforskningen

“En konklusjon i kunnskapsgrunnlaget er at Norges forskningsråd bør gi større mulighet for brede problemstillinger og kreativitet. Kunnskapsgrunnlaget anbefaler å styrke den tverr- og transfaglige forskningen og nye forskningsmiljøer ikke minst fra samfunnsvitenskap og humaniora.”

 

“Norges forskningsråd inviterer med dette til en forskerworkshop for å involvere flere samfunnsvitenskapelige og humanistiske miljøer i forskning på klimaomstilling av samfunnet. Med klimaomstilling mener vi både tilpasningsforskning, forskning for utslippsreduksjoner og øvrig omstilling av samfunnet.

Målgruppen er både etablerte og nye forskere og miljøer som interesserer seg for klimaomstilling og som ønsker å tenke friske tanker – for eksempel nye temaer, innfallsvinkler eller samarbeidskonstellasjoner.

Bakgrunn for workshopen
Forskningsrådet er nå i startfasen for et nytt tiårig forskningsprogram på klima. Kunnskapsgrunnlaget for ny klimasatsing i Forskningsrådet er et av grunnlagsdokumentene for en ny satsing. En konklusjon i kunnskapsgrunnlaget er at Norges forskningsråd bør gi større mulighet for brede problemstillinger og kreativitet. Kunnskapsgrunnlaget anbefaler å styrke den tverr- og transfaglige forskningen og nye forskningsmiljøer ikke minst fra samfunnsvitenskap og humaniora.

Forskningsrådet ønsker å følge denne anbefalingen. Derfor lyser Forskningsrådet ut 3 millioner kroner til forprosjekter for å stimulere til mer kreative og dristige prosjekter og nye aktører i klimaforskningen innenfor temaet klimaomstilling i samfunnet. Søknadsfristen er 13. februar 2013. Disse forprosjektene er ment å bidra til et godt tilfang av søknader under en planlagt hovedutlysning sommeren 2013 om klimaomstilling i samfunnet.”

Tråd er i tråd med tiden – en lille vandring udi tekstilkunsten

Hvad er tekstilkunst egentlig?

Hm, tekstilkunst kan beskrives som en materiale-orientering hvor brug af tekstil i en eller anden form optræder i værket (it’s simple, Doctor Watson…). Det er mit indtryk at tekstilkunstnere for tiden ofte arbejder med tekstil i sammenhæng med andre medier eller som en del af en reflektion over ‘det sociale og politiske tekstil’. Kari Steighaug har i værket Etter Markedet taget udgangspunkt i Jean-François Millets maleri Kornplukkerne fra 1857 . Steihaug deltager, blandt ganske mange andre tekstilkunstnere, på Høstutstillingen i Oslo med dette værk og har der vundet FineArt/Kunstklubbens pris for ”et verk som utpeker seg på Høstutstillingen som nyskapende, i tråd med tiden eller som reflekterer spesielle hendelser”.

Tråd er  ‘i tråd med tiden’.

På kunstnerens hus er tekstilkunst altså stærkt repræsenteret i år – som lederen af den nationale jury Arne Revheim,  ifølge KUNSTforum (Nicolai Strøm-Olsen), også bemærkede i sin presentation af årets udstilling. Debatten i kommentarfeltet under Strøm-Olsens reflektion over udstillingen om hvorvidt udstillingen er kuratert eller ikke, samt monteringens/kontekstens føringer for publikums oplevelse af værkerne, er også interessant, men nu tilbage til tekstilkunsten: Her er et billede af Steighaugs installation som den fremstod da den var udstillet i Arendal og her er Steihaug med sin installation på Kunstnernes Hus. Installationen har et meget organisk præg, næsten ‘indvoldsk’ eller ‘afførisk’/’avførisk’ (for nu at tage det på begge sprog). Det brune, i tråd, nøster og tøjklumper, vælter ud af en strikket version af Kornplukkerne. Det fungerer som appropriation. De ufærdige strikketøj deltager i et billede af fortid, kvindeliv og hårdt arbejde, og sætter tanker igang om ikke så altfor fjerne livsvilkår og hvordan disse ser ud i samtidsversion (selvom alt er, åh, så forandret på de fleste måder) og giver mig samtidig associationer til en del af norsk selvforståelse der har nøjsomhed, sanking/indhøstning og håndens gerning som nøgleord – for her er nostalgien absolut til stede.

Billeder:

Steihaugs installation på Flickr

 

Billedkredittering: Jean-François Millet, http://commons.wikimedia.org/wiki/File:Jean-Fran%C3%A7ois_Millet_(II)_002.jpg

 

Den sociale e-bog

Som Kindle-bruger og entusiast har jeg glæde af for eksempel citat-deling. Her er nogle links til tekster om de muligheder  ‘social læsning’ giver:

Nya möjligheter i datat som blir tillgängligt från eböcker skrevet af Anton Johansson (Amazons Kindlenetværk og Readmill).

Johansson nævner også denne gode artikkel: Bokcirkeln är död, länge leve cirkelboken af Anders Thoresson

E-books Gets Social skrevet af Karianne Stinson (online conversations og ‘book lending’)

Amazon Kindle Social Network Service is Alive and Kicking skrevet af Sovan Mandal

Forbudte følelser?

Utøya. Foto: Paal Sørensen 2011

Jeg har jo, som de fleste andre i Norge, tænkt og følt meget siden begivenhederne i Oslo og på Utøya 22. juli. Jeg har følt specielt på fraværet af vrede og had  i den officielle bearbejdelse af sorgen og traumet ABB er årsagen til. Det slog mig allerede efter de første dage som en slags forvirring: Hvorfor er det ikke tilladt at hade nu? Netop nu. (og jeg ved at mange vil sige “netop IKKE nu”). Hvis ikke nu, hvornår så? Og er et samfund som ikke rummer vrede og had troværdigt, eller jeg var lige ved at sige, bærekraftigt? Alle de unge liv der er taget – og så taler ingen om had. Jeg blev forvirret fordi der ikke var samsvar mellem det jeg følte omkring begivenhederne og det der deltes i offentligheden. Har ABB virkelig vundet hvis jeg siger at jeg HADER det han har gjort? Skillet går vel her mellem at hade en handling eller en person, og det vigtige er hvordan man forholder sig til sin følelse, og allervigtigst er det hvordan man handler. Hilde Sandvik nævnte faktisk dette med ‘de vanskelige følelser’ i en kronik i BT her forleden:  “På utsida av samhaldet er gjerne også dei som no er fulle av raseri mot mannen som har tatt så mange liv, som kjenner seg fredlause i eit hat det offisielt ikkje er lov til å ha.” (“Vi som slår sprekker”, BT 2/8-2011). Jeg har nu ikke følt mig udenfor, ikke mere end jeg plejer, men dog følt at noget mangler.  Og Gro Harlem Brundtland taler om vrede idag, til Aftenposten: “Jeg mener at sinne hører hjemme i en normal sorgreaksjon. Det er noe av det man har lov til å føle. Fortvilelsen og sorgen og sinnet er en del av det vi mennesker selv opplever når noe slikt skjer. Da kan vi ikke late som om det ikke er der.”

Der kan ligge meget kærlighed og omtanke i at våge at udtrykke et had eller stor vrede, i at anerkende og tillade det. Og der kan ligge udelukkelse, og til og med selvforherligelse, i at fornægte (eller hade…) sit eget eller andres had. Her skal det lige siges at jeg ikke tvivler på de som ikke føler had og vrede i denne sammenhæng, og jeg er, som mange andre, stolt over den plads ‘åbenhed, sammenhold og mere demokrati’ har fået i offentligheden her i tiden efter. Jeg er ikke imod noget her, men ønsker et tillæg. I nogle tilfælde har mediedækningens og den officielle sorgproces’ fokus på den ‘gode side’ af følelsesspekteret, og fraværet af vrede, føltes hul og ikke helt i synk med hvad de direkte berørte og samfundet som helhed faktisk blev udsat for. Her må alle følelser være tilladt. Hvis ikke nu, hvornår så?

Flattr in a few words

Flattr is still a good idea. Flattr team is working on describing Flattr in a few words and asked users on Facebook and Twitter to contribute with ideas. My suggestion was (and still is):  “Value your likes and distribute that value – and allow others to do the same”.

Designforskning med fokus på læring

Jeg sidder og kigger lidt på en artikkel fra 2007 af Palmyre Pierroux med flere (mange artikkelforfattere her!). Artiklen “MUSTEL: Framing the Design of  Technology-Enhanced  Learning Activities for Museum Visitors” beskriver et forskningsprojekt ved navn MUSTEL, der har læring placeret centralt i forskningsdesignet.

Artiklen indeholder en god oversigt over feltet og foreslår strategier for fremtidig forskning. I artikkelresuméet står der at  “The outline framework is grounded in a Vygotskian sociocultural approach and Leonte’v’s activity concept, and has been employed in a number of design interventions in museum contexts by MUSTEL members the recent years.”

Information her: http://www.uv.uio.no/intermedia/english/research/projects/mustel/index.html 

Link pr. 2017: http://www.uv.uio.no/iped/english/research/projects/mustel/

artikel: http://www.archimuse.com/ichim07/papers/pierroux/pierroux.html

 

 

Blind blogger about visiting museums

I just found this sweet blog post:  Great things about being blind. Museums.

“Museum staff have often gone above and beyond to allow me to touch things others could not.  Unlocking cabinets and letting me go behind barriers.  Letting me touch their period costumes.  Talking to me about history, how artifacts were found, and more.  I am always so happy when things are made accessible for me. The fortress of Louisberg in Nova Scotia was particularly wonderful.  They allowed me to touch everything and took me around until I finally had to tell them that I just couldn’t absorb one more thing. “

Citat om Hjernevask-serien

“Der program som Newton og Schrödingers katt er mer nøkterne, og bruker mer tid til å forklare hvordan man forsker og hvilke resultater man kommer fram til, er ikke «Hjernevask» forskningsreportasjer i tradisjonell forstand, men snarere en type konfrontasjonsjournalistikk fra forskningsmiljøer.

Harald Eia opptrer ikke som mikrofonstativ for forskere, og stiller kritiske spørsmål, og det er positivt. Det negative i hans journalistiske arbeid er at hans kritiske holdning er for ensidig. Kritikken gis dessuten en indirekte form, gjennom dramaturgiske virkemidler, istedenfor å tydeliggjøres slik at seeren får innsyn i forskningen og formidlingen.”  (Gunnar Iversen, 12. april 2010 16:44, NRK og Hjernevask på Dagsavisen.no )

A cute twist

Just a little fun thing before the weekend. There are many kind of stories on nature:

http://www.petitelapgiraffe.com/index.php 

The link to the original project is broken when checked in 2017, but Midori Snyder made a neat blogpost on the subject back then, which is still online: http://www.midorisnyder.com/the_labyrinth/2011/04/petite-lap-giraffes-i-jump-in-it.html. Se also screenshot of her post here:

Midori Snyder on the lab giraffes :-) written at her blog “In the Labyrinth: Midori Snyder”.