Nina Svane-Mikkelsen

Vigtig video om antibiotikaresistens og lægemiddelindustrien

Posted February 23, 2018 by ninasvane

Vigtig video om antibiotikaresistens og lægemiddelindustrien fra Leger uten grenser (Læger uden grænser). Videoen er på norsk, men vi er vel skandinaver, ik?. Og dette er vigtigt – se den – dette må vi gøre noget ved:

Ved du, at resistens mod antibiotika er noget af en skræk-historie? Og ved du, at vi alle – både her nordpå og i konfliktramte og fattige lande – potentielt kan være i farezonen, hvis ikke der bliver taget hånd om problemet? Se her, hvad vores norske læge Karine har at fortælle.Læs også: Seks årsager til at superbakterier truer verdenssundheden: http://bit.ly/2l7wBm5

Posted by Læger uden Grænser (MSF) on 23. februar 2017

Politikerside Facebook

Nina Svane-Mikkelsen

1 day 10 hours ago

LANGSOM TILVÆNNING TIL EKSTREME FORHOLD

Hvis man vil koge levende krabbe, skal de i koldt vand, der så varmes op. De bedøves gradvist og mærker ikke at de koges... På samme samme måde kan vi gradvist vænnes til ekstreme tilstande og glemme at gøre oprør. Det må ikke ske! #dereretalternativ til intolerancen #Stålsatpåomsorg #derforuffe

Hvor er vi på vej hen?

Dette nyhedsbrev er mit første i 2019, hvor vi som bekendt skal til et afgørende folketingsvalg. Og derfor vil jeg tage fat på en alvorlig diskussion af, hvor vi er på vej hen som samfund.

Diskussionen er for mit vedkommende direkte affødt af det, vi for tiden oplever på udrejsecenter Sjælsmark, hvor børn nægtes specifikke former for mad, ligesom det er affødt af det, regeringen planlægger på Lindholm. Men mest af alt er det egentlig kulminationen på den udvikling, vi har set gennem de sidste over 20 år - og særligt i den seneste valgperiode, hvor det er blevet normalt at udfordre menneskerettighederne og sætte spørgsmål ved konventionerne - igen og igen.

Det er selvfølgelig også affødt af den udvikling, vi ser i Ungarn, Polen, Tyrkiet og USA, hvor nogenlunde velfungerende demokratier på få år er gået i markant autoritære, anti-demokratiske retninger. Det ønsker jeg ikke for Danmark. Og når man som jeg ser klare faresignaler både ude i Europa som herhjemme er det min pligt at tage diskussionen. Også selvom det kan være ubehageligt. Eller selvom det kan tegne et billede af Danmark, som vi ikke kan lide eller måske ikke kan eller vil genkende.

Men hvorfor er det så pokkers svært at få en sober diskussion om det værdimæssige højreskred der er sket gennem de sidste tyve år i Danmark. Er det fordi vi ikke har det rigtige sprog for at beskrive det der sker? Eller de rigtige begreber?

Et er ihvertfald sikkert, at siden Poul Nyrup sagde, at "stuerene, det bliver I aldrig,” om Dansk Folkeparti, er det for mig at se blevet mere og mere ildeset at kritisere udlændingepolitiske strammerforslag, uanset hvor ekstreme de måtte være. Uanset, hvor meget vi så nærmer os tilstande, som kan virke dehumaniserede. Og i visse tilfælde minder om et fascistisk menneske- og samfundssyn, hvis man tager de historiske briller på.
Selvom vi på mange måder kan se fællestræk med situationen i 1930ernes Europa, er situationen i dag en anden. Men det, som jeg vil insistere på – også selvom jeg skulle være den eneste politiske leder i Folketinget, der gør det – er, at vi er nødt til at kunne snakke om, at vi er i en situation, hvor det ekstreme bliver det normale. Hvor det, vi havde troet, vi aldrig kunne tolerere, pludseligt er bredt tolereret. Eksempelvis at sende medmennesker ud på en øde ø.

I juleferien læste jeg en bog om netop det. "How Fascism Works – the politics of us and them” hedder den. Den er netop udkommet i Trumps USA og gennemgår systematisk, hvordan man kan skabe grobund for, at fascistiske holdninger og værdier vinder frem. Det gør man med en romantiseret fortælling om en fortid, der var bedre (selvom den ikke nødvendigvis var bedre). Med en anti-intellektuel tilgang, hvor viden og den oplyste samtale er fjenden. Hvor virkeligheden sløres, og al fakta er til diskussion. Hvor visse grupper dæmoniseres så meget, at negativ forskelsbehandling og tilsidesættelse af menneskerettigheder accepteres. Hvor hårdere straffe ses som løsningerne på sociale problemer og hvor besættelsen af at sikre en forestilling om lov og orden er så markant, at man er villig til at undergrave retsstaten undervejs. Hvor man er villig til at nedbryde det fælles bedste, den velfærd og de fællesskaber, vi har bygget op sammen.

Alt det ser vi tegn på ude i verden. Men alt det ser vi også tegn på herhjemme. Ikke nødvendigvis fascisme, som vi så det i 30’erne, men en ny tids fjendebilleder, nye chokdoktriner, der bryder vores samfund ned.
En af hovedpointerne i bogen er, at det altid vil blive oplevet som ekstremt at sammenligne noget med fascisme. Men fordi vi i årevis har rykket grænsen for, hvad der er normalt at foreslå udlændingepolitisk, vil vi også hele tiden – som konsekvenser deraf - rykke grænsen for, hvornår det vil være legitimt at bruge en sammenligning med fascismen i et historisk perspektiv. For noget der opfattes som normalt, kan jo ikke beskrives som noget, som opfattes så unormalt, som fascisme.
Selvom vi hele tiden – som skruen uden ende - bevæger os hastigt mod mere ekstreme politik-forslag.
Og det er usundt for vores samfund. Det er gift for vores demokratiske samtale. Det er jo nærmest som om, at kritikken af fremmedfjendske eller anti-humanistiske tiltag og forslag er aftaget i takt med, at de er blevet mere og mere ekstreme.

Når noget bliver normalt, når noget bliver konsensus, er der ikke grund til at slå alarm. Og dét er for alvor alarmerende. Bare se på, hvordan vi forholder os til Donald Trump. Der skal meget mere til, at vi i dag løfter øjenbryn over ham eller forfærdes over ham, end der skulle, da han lige var blevet valgt til præsident. Vi har så at sige sænket vores menneskelige og demokratiske parader og tager det ene stød efter det andet uden de store grimasser.

Så jeg er bekymret. Jeg er bekymret for den retning, vores samfund udvikler sig i. Og jeg er ikke mindst bekymret over, at vi lader det ske uden det store postyr. Så det er det, jeg håber vi kan lave om på med en grundig og oprigtig diskussion af, hvad der sker i vores samfund. Så det ikke lige pludselig er for sent. Det ville for alvor være uansvarligt.

I USA har tidligere udenrigsminister Madeleine Albright udgivet bogen "Fascisme – en advarsel” og jeg ønsker en lignende diskussion herhjemme. Det er det eneste ansvarlige. Også selvom det kan gøre ondt at erkende, hvad vi er på vej til at blive.

Jeg håber, I vil være med til at løfte debatten.

KH Uffe

Læs hele Uffes nyhedsbrev her: https://bit.ly/2FCKXsD

Read full story Share

Nina Svane-Mikkelsen, folketingskandidat for Alternativet, Storkreds København

Nina Svane-Mikkelsen

Vigtig video om antibiotikaresistens og lægemiddelindustrien

Leave a Reply Cancel reply

Emneord politiske mærkesager

Browse Politisk arbejde

Arkiv

Categories

January 2019
M	T	W	T	F	S	S
« Dec
	1	2	3	4	5	6
7	8	9	10	11	12	13
14	15	16	17	18	19	20
21	22	23	24	25	26	27
28	29	30	31