Kong Arthur i Dyrehaven

“Kong Arthur” i Dyrehaven. Her ses hovedscenen efter mørkets frembrud. Foto: © Palle Steen Christensen (stor tak til Christensen for lån af billeder).

 

Det Kongelige Teaters opsætning af Kong Arthur i Dyrehaven var en fantastisk oplevelse for både store og små.

Jeg så det i går aftes og nød særligt at følge med på min dreng, der var tryllebundet og kom med spontane udråb undervejs. For eksempel da fyrværkeriet begyndte at brage. Der var mange “årh”, ”neij” og “wauv” og opspilede øjne, sigende vendt mod mig, før de straks efter igen var vendt mod scenerne og landskabet. For et barn på 7 år var det perfekt at der var så meget at lede efter – og få øje på – forskellige steder i landskabet. Han mente ikke at han kunne se tegn på himlen, som Arthur vist så i 1. akt, men drengen mente nok at kunne se hvor dragen boede, der i baggrunden…hvor røgen kom fra. Der var også nok drama for en 7-årig. Han måtte flere gange lige sige “det er kun for sjov!” (ik?), “de stikker sværdet ind ved siden af! (kroppen)” (lettelse) og ”kommer de herop, mor?” (’nej vel?’) osv. Og i dag ved morgenmaden spurgte han om Merlin stoppede tiden rigtigt, i virkeligheden? Jeg regner med flere opfølgningsspørgsmål :-).
Som voksen oplevede jeg brugen af effekter som virkelig godt tænkt ind i indhold og sammentænkt med skuespillets ’krop’ – der heldigvis hele tiden var i fokus. Et eksempel er det stroboskop(agtige) lys i kampscenen i 2. akt mellem Mordred og Morgana (Dragen Belvarg) og Kong Arthur og hans mænd/kvinder (hurra for skjoldmø-agtig dronning Guinnevere). Lyset understøttede her, sammen med musik og farvebrug (…og …og!), oplevelsen af kamp, men det stakatoagtige blev også taget videre gennem faktisk fysisk “frys” af skuespillernes kroppe umiddelbart bagefter, da Merlin stopper tiden. I det hele taget er der utrolig mange gode overgange, og jeg elsker det og nyder alle lagene i det samlede totalteater hele vejen igennem.
Det hang godt sammen som helhed og jeg savnede ikke en tydeligere story eller mere story (som nogle anmeldere har gjort) og kunne også godt lide forskellen mellem den lysere og roligere 1. akt og den mørke og intense 2. akt.
Mordreds tiltagende forkvakling. Scenografi med dansere før mørkets frembrud. Foto: © Palle Steen Christensen.
Forvandlingerne af karaktererne er i øvrigt uforlignelig. Specielt Merlins forvandling fra elskelig senil tryllerolleri-idiot til karismatisk troldmand og Mordreds forvandling fra klammeste-krypende deform ondskab til gennemtrængende metalisk-hellfire-HULK-ondskab, fremstår som suveræne. Mordreds forvandling inkluderede Morganas forvandling og hendes figur er også fremragende iscenesat visuelt – udvidet med slangede dansere. Metamorfosen stod jo i centrum og var måske det der, mere end fortælling i mere traditionel forstand, udfoldede sig for os, og mens jeg skriver nu dukker alle de andre karakterforvandlinger op på nethinden: Dejligt totalt fejlbarlige Kong Arthur, der går fra forblindet uansvarlig og senere direkte gal, til ansvarlig til slut … Og Lancelot, vor mandlige helt, går fra staselig ridder (virkelig!) – og er den første rytterfremtoning – til lidende Jesus på korset. Og det sjove søde par der påføres ondsindet trolddom og rodes ind i kønsforvirring og tabt graviditet. De tilfører et fint hverdagsniveau når de taler som almindelige mennesker, midt i den fantastiske fortælling, hvor magi og kampen mellem det gode og det onde roterer i stadigt større tempo efterhånden som mørket faldt på og lysene blev tændt.

 

Merlin efter at han er trådt i karakter. Se også hestene til højre i billedet. Heste, motorcykler og vandrende kor flytter forestillingen langt ud i de omkringliggende landskaber gennem deres bevægelser. Deres tilstedeværelse skaber intensitet og stor variation i tempi og lyd. Foto: © Palle Steen Christensen 

 

Jeg kunne blive ved, men vil slutte med stor ros og tak til alle deltagere, fra backstage- til frontstagefolk: Hestepassere, sceneteknikere, alskens effektmagere, dansere, sangere, musikere, scenograf og kostumedesigner, kostumemagere, dramatiker og skuespillere. Og -ÅH- hestene! Og rytterne og motorcrosserne! Og til alle andre, jeg ikke har nævnt. Det var mageløst billedmageri.

Jeg sidder tilbage med en fantastisk aften i skoven, med det kongelige teater, med flere tusind andre publikummer og med familien. Alletiders.
Se mere her:
 Scenograf Palle Steen Christensens website:  http://www.pallesteen.dk/arthur.asp?lang=da.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *